Flot ekviperet af Ramberg i det nye TIBHAR tøj gik Wicki Eiby, Pia Hansen og Sus Høgsberg igang med første holdkamp mod et ganske ungt frisk Bornholmsk hold. Jeg ved ikke om vi ikke havde fået nok formiddagskaffe, men vi blev i hvert fald blæst lidt ud af bordene i de første 6 kampe (læs 6-0). Det ville vi alligevel ikke have siddende på os, så vi fandt fighterviljen frem og vandt således de sidste 4 kampe til resultatet 6-4 mod et meget homogent og velspillende Bornholmer hold. Det gav os ikke nogle point, men en anelse selvtillid.
Anden kamp lørdag var mod Ballerup – heller ikke her mødte vi nogle gamle kendinge, men igen et energisk ungt team som kom for at vinde. Vi spillede nogle gode kampe og der blev ikke frivilligt givet point væk til nogle af siderne. Spillet blev ”peppet” op af mange sjove tilråb til sig selv af vore modstandere. Det er vi ikke så vant til – men vi gav os nu ikke og fik vores første point i hus med resultatet 5-5. Det var vi fint tilfredse med. Så stod den på strategimøde til søndagens kampe, nok mest bestående af lækre bøffer og et enkelt glas vin.
Søndag morgen erfarede vi, at vi på facebook var blevet kaldt nogle rutinerede, skæve materiale spillere J, hvilket virkelig fik os til at vågne op, og vi trak derfor vores nye 4. dame Lilian Adamsen (tidl. Møller) frem, og undertegnede sad over.
Dette skulle vise sig at være et ualmindeligt smart strategisk træk af os, eftersom at Lilian vandt alle sine singler i de to holdkampe. Endda med lånt bat samme dag. Sejt. Hun er vel ikke gammel Virum spiller for ingenting! Så på en dag tror jeg at Lilian er rykket fra at være reserve til at være 1.dame – flot flot flot.
Således vandt vi første kamp mod et ellers ret stærkt hold fra Herlev 7-3. Sidste kamp var mod København – også her et lidt yngre hold end os. En god match som dog faldt ud til vores fordel med 9-1 sejr. Dette var vi jo også svært godt tilfredse med. Specielt i doublen viste vi, at trods det at vi var bagud med 2-0 i sæt, var i stand til at vende kampen og vinde de næste 3 sæt. Kræfterne var faktisk brugt op på dette tidspunkt, så det var en viljens sejr. Det er faktisk rigtig mange kampe at spille på en week-end trods vores rutine.
Så vi har hevet 5 point hjem i den første runde. Et godt udgangspunkt. Vi ser frem til mange spændende kampe de næste måneder - der er rigtig mange gode stærke hold med i rækken og samtidig en masse hyggelige mennesker. Herligt.
Hilsen fra en af Rambergs nye Bat Tøser Sus Høgsberg
PS! Glemte jeg at nævnte at vores hold kraftigt søger flere sponsorer? I kan bare henvende jer, hvis der bliver kø lover vi at tage Jer i rækkefølge J
|